Forbrugernes vagthund er en sindsyg kamphund
Der har været meget snak om den ny EU cookie lov i den seneste tid, men prikken over i’et er den nye lov, der sikrer at en forbruger, der ønsker at fortryde sit køb, kan få sine penge tilbage så snart forbrugeren kan dokumentere at varen er returneret.
Loven vil medføre væsentlige omkostninger for netbutikkerne, og i sidste ende kommer forbrugerne til at betale gildet. Jeg tror ikke at forbrugerorganisationerne har spurgt forbrugerne om de vil acceptere højere priser mod, at de kan få deres penge tilbage et par dage hurtigere end de ellers ville når de fortryder et køb. Derfor mener jeg, at forbrugernes vagthund er en kamphund, der har vendt sig mod sin familie.
Hvis loven bliver en realitet skal forbrugeren bare sende en kopi af en postkvittering for at få pengene retur. Isoleret set giver det sandsynligvis forbrugerne mere tryghed og flere vil få lyst til at handle på nettet. Problemet er at det desværre ikke er alle mennesker i verden, der er lige ærlige og lovlydige.
Netbutikkerne bruger mange ressource på at stoppe svindel, hvor “østbander” bruger stjålne betalingskort til at købe varer med for derefter at sende dem ud af landet, før svindlen bliver opdaget. Nu bliver det så muligt for svindlere at købe en fladskærm til 10.000 kr., fortryde købet, nøjes med at returnere et billede af en fladskærm for derefter at løbe med 10.000 kr. Det vil altså sige at netbutikkerne skal bruge endnu flere ressourcer på at stoppe svindel.
Men også i forhold til almindelige og ærlige forbrugere kan loven være et problem. Som loven er i dag har forbrugeren ret til at fortryde et køb hvis varen returneres i ”væsentlig samme stand og mængde”. Hvad skal netbutikkerne så gøre i de tilfælde hvor varerne ikke leveres tilbage i ”væsentlig samme stand og mængde”, men forbrugeren allerede har fået tilbagebetalt pengene?
Lad os antage at der ikke er nogen tvivl om, at varen er i en stand hvor købet ikke kan fortrydes. Netbutikken skal så bruge ressourcer på at tilbagesende varen til forbrugeren og opkræve pengene igen. Hvad skal netbutikken så gøre i de tilfælde, hvor forbrugeren har brugt pengene på noget andet og rent faktisk ikke er i stand til at betale?
EU’s cookie lov er (forhåbentligt) det mest sjuskede lovarbejde der er udført i EU, hvor man i stedet for at fokusere på problemet går efter laveste fællesnævner. Cookie loven vil medføre højere omkostninger for netbutikkerne og dermed højere priser for forbrugerne. Jeg er fuldstændig enig i at nogle virksomheder er gået for vidt, men så kunne man jo fokusere loven på problemet i stedet for at forbyde biler fordi bankrøvere bruger dem til at flygte i.
Forbrugerorganisationerne ser ganske enkelt ikke helheden og dermed gavner deres lobbyarbejde i EU heller ikke forbrugerne. Er der ikke noget med at kamphunde skal have mundkurv på?